Care-AI på international Digital Health konference
- Stine Gundtoft Roikjær

- for 2 dage siden
- 2 min læsning

Hvordan kan kunstig intelligens være med til at forandre sundhedsvæsenet uden at miste mennesket af syne? Det spørgsmål stod centralt på den internationale konference “The Future is Digital: International Perspectives on Healthcare Transformation”, som blev afholdt den 13. og 14. august 2026 på Aalborg Universitet i København.
Konferencen, der blev arrangeret af The Transatlantic Digital Health Research Network, samlede forskere, sundhedsprofessionelle og innovatører fra flere lande. Programmet omfattede blandt andet kunstig intelligens i klinisk praksis, Hospital at Home, digital støtte til ældre, robotteknologi samt co design og implementering af digitale løsninger.
Fra data til personcentreret omsorg
Care-AI deltog med oplægget “From Data to Care: Reconfiguring Person-Centered Care through AI-Enabled Access to Resident Narratives”. Katrine Møller Christensen og Stine Gundtoft Roikjær fra Professionshøjskolen Absalon præsenterede projektets arbejde i konferencens spor From Co-Design to Outcomes: Pathways, Methods, and Impact.
Oplægget tog afsæt i en central erkendelse fra Care-AI: Personcentreret omsorg kræver, at medarbejdere ikke alene har adgang til kliniske data, men også til viden om mennesket bag plejebehovet.
Med Care-AI prototypen Claire viste vi, hvordan AI kan bidrage til at gøre relevant narrativ information fra en beboers livshistorie tilgængelig netop i den situation, hvor den kan have betydning for plejen.
Claire træffer ikke beslutninger. Teknologien stiller kontekst til rådighed, som kan understøtte medarbejdernes faglige refleksion.
Teknologi skal understøtte mennesker
Mange af konferencens diskussioner berørte spørgsmål, som også har fulgt Care-AI gennem projektet.
Hvordan bruger vi AI uden at miste vigtige faglige lærings og refleksionsprocesser? Hvordan skaber vi tillid til digitale løsninger? Og hvordan sikrer vi, at teknologi tager udgangspunkt i reelle behov hos patienter, beboere og fagprofessionelle?
En gennemgående pointe var, at digital transformation i sundhedsvæsenet ikke først og fremmest er et teknologiprojekt. Det afgørende er, hvordan teknologi kan understøtte den måde, vi organiserer, leverer og udvikler sundhed og omsorg på.
For Care-AI bekræfter det et vigtigt udgangspunkt for vores arbejde: Vi bør ikke begynde med teknologien, men med mennesket, behovene, værdierne og den praksis, teknologien skal fungere i.
Udviklet sammen med praksis
Også udviklingen af Claire følger dette princip. I Care-AI har vi involveret medarbejdere, beboere, pårørende, forskere og teknologipartnere fra Danmark og Tyskland gennem hele processen.
Claires funktioner udspringer af indsigter fra interviews, observationer, workshops og tests i plejepraksis. Her blev det tydeligt, at udfordringen ikke alene handler om at finde information hurtigt. De eksisterende livshistorier er ofte for overfladiske til at være brugbare, eller også findes de slet ikke.
Derfor handler Claire både om at understøtte dokumentation af meningsfuld narrativ information og om at gøre denne information tilgængelig, når den kan understøtte faglig refleksion.
Konferencen i København gav en værdifuld mulighed for at bringe Care-AI's erfaringer ind i en international dialog om fremtidens digitale sundhed og samtidig hente nye perspektiver med hjem til projektets videre arbejde.




Kommentarer